Guide til Byggepladsen
På Experimentariums Byggepladsen kan børn og deres legesyge voksne gå på opdagelse og skabe bevægelse i kranen, på hejsecyklen, i kuglekapløbet og mange andre aktiviteter.
På Byggepladsen kan man mærke mekanikken i kroppen, når man drejer, trækker og løfter kuglerne højt op til kuglebanerne, og man kan mærke tyngdekraftens virkning i maven, mens man følger kuglerne trille ned til en ny runde mekanikleg.
På Byggepladsen kan du bl.a. opleve disse aktiviteter:
Hvad får hvad til at bevæge sig? I Kranen benytter man mekaniske principper til at modstå tyngdekraften og hejse kuglen. Kraft fra børnene sætter gang i en bevægelse. Den overføres med håndtaget via tromlen og trissen og løfter og sænker til slut kuglen.
Hvad får hvad til at bevæge sig? På Hejsecyklen benytter man mekaniske principper til at modstå tyngdekraften og hejse kuglen. Kraft fra børnene sætter gang i en bevægelse. Den overføres med kæden via tandhjulene og tromlen og løfter til slut kuglen.
Kuglerne triller alle nedad i de fire forskellige riller, fordi de ligesom alt andet på Jorden påvirkes af tyngdekraften.
Men de kommer ikke frem samtidig, for hældningen og snoningen på rillerne er forskellige. Jo fladere og jo mere snoet, jo mere modstand udsættes kuglen for. Denne modstand kaldes friktion.
Byggepladsen henvender sig til børn fra 3-6 år og deres medforskende voksne.