Foto: Colourbox

En stjerne i det fjerne

Sådan spotter du bedst stjerner

Der er næsten intet flottere end en nattehimmel fyldt med klare og funklende stjerner. Men hvordan spotter man egentlig bedst de lysende himmellegemer?

Man kan få mange fantastiske naturoplevelser efter mørkets frembrud. En af dem er at observere stjernehimlen. Med de her tips og tricks får du meget mere ud af oplevelsen.

Tjek vejrudsigten

Det giver måske sig selv, men hvis du vil opleve den klareste stjernehimmel, skal du tage ud på dage, hvor det ikke er overskyet. Du kan derfor med fordel tjekke vejrudsigten inden du begiver dig ud i mørket.

Jo mørkere des bedre

Når du skal spotte stjerner, er det vigtigt, at der ikke er en masse lysforurening, der forstyrrer dit udsyn. Derfor har månens fase også en betydning for, hvor let du kan se stjernerne. Der er bedst udsyn til stjernehimlen, når det er nymåne. Så lyser månen nemlig ikke så kraftigt.

Giv dine øjne tid til at vænne sig til mørket

Dine øjne er ikke vant til mørket og det tager 20 minutter, før du har fuldt nattesyn. Undgå derfor at tænde en lommelygte eller andet lys, mens du er på stjernekig. Så ser du meget bedre stjernerne.

Hold varmen

At se på stjerner er en stillesiddende aktivitet og det er ofte koldt om natten. Klæd dig derfor i varmt tøj og tag eventuelt kaffe eller kakao med ud i en termokande. Det gør det også lidt hyggeligere.

Zoom ind på himlen

Hvis du har en kikkert eller et teleskop, kan du med fordel tage det med ud i natten. Så kan du se flere detaljer på stjerner og måne. Hvis du vil have den helt store oplevelse, kan du besøge et af Danmarks mange observationer og se himlen på klods hold. Se hvilket observatorie, der er tættest på dig her.

Gør oplevelsen større med telefonen

Der findes mange forskellige apps, der kan forbedre din oplevelse, når du ser på stjerner. Blandt andet kan appen Star Walk bruges til at identificere stjerner og planeter på himlen.

Gode stjerne-apps

  • Star Walk – Kan identificere stjernetegn og planeter, når du holder din telefon op mod himlen.
  • Night Cap – Gør det nemmere at tage smukke billeder af stjernehimlen.
  • NASA – I appen kan du både se NASAs nyeste fotos, se opsendelser live og kigge på stjernerne fra Den Internationale Rumstation.

Kilde

  • Friluftsrådet

Se mere