Norlys planlægger udrulning af i alt 15 ladeparker rundt om i Danmark. Den første ladepark åbnede 22. april 2024 på det trafikale knudepunkt Drejebænken ved Odense.
Undervejs i processen med at designe de nye ladeparker inviterede Norlys Experimentarium ombord, med henblik på at udvikle en oplevelse, der kunne gøre opladningen hos Norlys til noget særligt – og samtidig differentiere Norlys i et konkurrencepræget marked.
Det fælles fokus var at gøre “ladetid til kvalitetstid” for især børnefamilierne på Norlys’ ladeparker.
Med det udgangspunkt har Norlys og Experimentarium sammen udviklet oplevelsen ”Jagten på den gode energi”. Oplevelsen lægger op til leg, bevægelse og fællesskab – mens elbilen bliver ladet op!
”Vores ønske er at styrke nærheden mellem voksne og børn – og samtidig vække deres lyst til at lære om de energiteknologier, der er en så vigtig del af den grønne omstilling,” siger Kim Gladstone Herlev, adm. direktør på Experimentarium.
Behov for en ny tilgang
“Jagten på den gode energi” er “klassisk Experimentarium” – det vil sige interaktive og sanselige oplevelser, der gør det svære sjovt og lettere at forstå.
Men samtidig har “Jagten på den gode energi” krævet en ny tilgang for Experimentarium, da der denne gang har været behov for at oplevelserne skulle fungere udenfor i vejr og vind året rundt. Men med kig til komponenter og løsninger, der er fremstillet til holdbarhed i det omskiftelige danske vejr er løsningerne blevet fundet – og produktionen igang.
”Ladeglæde” skal få flere til at vælge elbilen til
Ifølge Ellen Trolle, direktør i Norlys’ ladestanderforretning, skal de nye ladeparker gerne få flere til at skifte til elbil.
”Vores lynladere er hurtige, men det tager bare lidt længere tid at lade end at tanke en traditionel brændstofbil. Vi indretter derfor vores ladeparker sådan, at du ikke skal sidde og trille tommelfingre eller jonglere med børn, der keder sig på bagsædet. Vi håber med vores koncept at sætte en helt ny standard for, hvordan man skaber ”ladeglæde” og derved motiverer endnu flere danskere til at tage springet til elbil,” siger Ellen Trolle.
Experimentarium har fået ”vokseværk”
Samarbejdet med Norlys markerer et nybrud for Experimentarium, der siden oprettelsen i 1991 primært har haft fokus på at drive og udvikle det populære oplevelsescenter i Hellerup.
“Jagten på den gode energi” er således den første konkrete indsats under en ny ambitiøs strategi, kaldet ”Vokseværket”, der skal gøre Experimentarium landsdækkende gennem nyudviklede digitale og fysiske oplevelser samt spændende, utraditionelle samarbejder.
”Samarbejdet med Norlys giver utroligt god mening i lyset af vores nye strategi. Experimentarium gør det sjovt at lære om den vigtige rolle Norlys og energiteknologier spiller i den grønne omstilling – og til gengæld får vi gennem Norlys en platform og en rækkevidde, der gør, at vi kan nå børn og voksne langt uden for vores eget nabolag,” siger Kim Gladstone Herlev.
”Jagten på den gode energi” kan opleves fra sommeren 2024
De interaktive oplevelser på ladeparken på Drejebænken ved Odense ventes at stå klar sommeren 2024.
Konceptet vil herefter blive rullet ud til udvalgte ladeparker i takt med, at Norlys etablerer sit netværk. De interaktive oplevelser vil variere i type og antal på den enkelte ladepark.