Byg dit eget spaghettitårn
Du skal kun bruge en pakke spaghetti, en pose skumfiduser og lidt fingerfærdighed.
Hvis man sætter flere stykker spaghetti sammen, får man tykkere ’brædder’ som kan holde mere. Så det er smart at gøre de nederste dele af tårnet lidt tykkere end de øverste. Fundamentet bliver mere stabilt, og man kan bygge et højere tårn.
Når du bygger dit tårn op efter ’trekantsprincippet’, får du et mere stabilt tårn. Prøv for sjov at sætte fire stykker spaghetti sammen i hvert sit hjørne. Prøv nu at sætte tre stykker spaghetti sammen i hvert sit hjørne. Du vil opdage, at din trekant er den mest stabile.
Hvis du vil gøre firkantskonstruktionen mere stabil, kan du sætte to stykker spaghetti på tværs i firkanten, så de danner et kryds. Så har du fire trekanter.
Trekantsprincippet udnyttes fx når man bygger broer. Tag et kig på den gamle Lillebæltsbro, som er bygget op at masser af trekanter.
Men trekantsprincippet udnyttes også et mere jordnært sted – nemlig i vores fødder. Her overføres vægten fra kroppen via benet ned til såvel hælen som til forfoden, mens svangen udgør den sidste side i trekanten. Denne konstruktion gør foden både stærk og stabil.
Skrevet af Johannes L 28. oktober 2009