Etage-landbrug, yoghurt-skat og den digitale gartner er bare nogle af de mange emner, man kunne høre om og opleve på Experimentarium den 25. september fra 10-16.
Her kulminerede nemlig SESAM21, et fælleseuropæisk projekt, der skal vise, hvordan unge i Folkeskolen gennem naturvidenskabelig og digital indsigt, kan være med til at løse nogle af de presserende og komplekse udfordringer med bæredygtighed.
Mød fremtidens Generation Foodies
Unge fra folkeskolen gik videnskabeligt og digitalt til værks sammen med deres lærere og fagmentorer fra universitetet, erhvervslivet og Experimentarium, når sameksistensen mellem fødevarer, landbrug og naturen skulle gentænkes.
I SESAM21-programmet havde 6 skoler, 300 børn og 15 lærere været i gang med at bygge, konstruere, lære og forklare problemstillinger med afsæt i samspillet mellem byens grønne omstilling, produktion og forbrug af fødevarer.
Det hele kulminerede til den store SESAM21 finale, der fandt sted på skolerne 24. september og på Experimentarium 25. september.
Fælleseuropæisk projekt
SESAM21 står for Sense, Science & the Magic of Food. Projektet tager afsæt i samspillet mellem byens grønne omstilling og produktionen af fødevarer og foregår samtidigt rundt omkring i Europa.
SESAM21 er en del af European Researchers’ Night, er støttet af EU, og du kan læse mere om projektet her.