De fleste mennesker kender risikoen for hud- eller modermærkekræft. Alligevel slikker vi sol – også mellem klokken 12 og 15 og ofte uden solhat. Et nyt studie kan måske svare på hvorfor. Det viser nemlig, at mus kan blive afhængige af UV-stråler fra sol.
Når vi får sol, føler vi os lykkelige
Forskere har lavet grundige undersøgelser af mus, der over seks uger blev udsat for et dagligt skud UV-stråling. Efterfølgende producerede musene langt flere såkaldte betaendorfiner, der giver en følelse af lykke. Når musene ikke længere fik deres UV-skud, fik de abstinenser.
Forskerne barberede musenes rygge og udsatte dem for bestråling svarende til det, en person med lys hud ville få ud af at slikke Floridas sol i 20-30 minutter midt på dagen. For at dobbelttjekke deres teori gav forskerne musene et stof, der blokerer endorfinernes virkning. Det fik med det samme musenes afhængighedssymptomer til at forsvinde.
Vaner er svære at ændre
”Det er et interessant studie og et skridt på vejen til en større forståelse af, at solvaner er vanskelige at ændre. Forskerne skulle bare have lavet deres studie med mennesker,” siger Hans Christian Wulf, der er professor i dermatologi og overlæge på Bispebjerg Hospital.
Hans Christian Wulf tvivler imidlertid på, at studiet får den store effekt på folks solvaner.
”Vi har tidligere lavet et studie på folk, der har overvundet modermærkekræft. Det viste, at de opholdt sig mindre i solen det første år efter deres sygdom, men derefter var de ligeså meget ude i solen som gennemsnittet. Hvis kræft ikke er nok til at ændre vaner, hvad er så?,” siger Hans Christian Wulf.
Solen er også vores gode ven
Heldigvis er solen også sund for kroppen. Blandt andet danner vi det livsvigtige D vitamin, når vi udsættes for sol. Og med en skjorte eller solhat i den kraftige middagssol, skulle sommeren ikke være noget problem for de solglade.
Varm på lys? Lær om solens flotte farver i Lyslabyrinten på Experimentarium
Skrevet af Kristoffer Lottrup 25. maj 2018