Foto: Lenette Schunck Svendsen, naturvejleder og fotograf hos Udeliv med indlevelse

Natur og leg

Sjove naturaktiviteter – året rundt

Experimentariums udstilling 'Naturriget' styrker lysten til at passe bedre på naturen. Her har vi samlet en håndfuld tips og ideer til hyggelige ting, I kan lave, som også hjælper naturen.

Det er skønt med en gåtur i det fri, hvor der er højt til loftet og frisk luft. Men du kan også nyde og hjælpe naturen hjemme! Vi har samlet en række naturaktiviteter, du kan lave i løbet af året.

Januar

Lav jeres eget fuglefoder

Når fuglene har svært ved at finde føde i vintermånederne, er det tid til at lave fuglekugler. Smelt lidt fedt i en gryde, tag gryden af varmen og bland fuglefrø i det smeltede fedt. Bind ståltråd om toppen på tørre fyrrekogler, og dyp koglerne i blandingen. Hæng dem derefter til afdrypning. Når koglerne et afdryppede, er de klar til at blive hængt op i træer, så små og store fugle kan få glæde af dem.

Tip: Hvis du vil have den fulde naturoplevelse, kan kuglerne laves over bål.

Foto: Naturvejleder Lenette Schunck Svendsen

Februar

Byg en fuglekasse

Mennesker fælder de fleste træer, før de bliver gamle nok til, at fuglene kan bo i dem. Ved at sætte fuglekasser op, kan I få fuglene tæt på og samtidig hjælpe dem med husly. Når du skal bygge en fuglekasse, er det hullets størrelse, der afgør hvilke fugle, der flytter ind.

Guide til mejsekasse:

Benyt to brædder på hhv. 15 x 2 cm og 10 x 2 cm. Af de to brædder skal der saves følgende seks plader:

  • 2x side – 30 x 10 cm
  • Bund – 15 x 10 cm
  • Låg – 25 x 10 cm
  • Forside – 30 x 15 cm
  • Bagside – 30 x 15 cm

Bor et hul på 28 cm på et af de stykker træ, der måler 20 x 15 cm. Søm låget på med et søm i den ene side, så det kan drejes. I den anden side bores hul og et søm sættes løst i, så I kan tømme kasserne sidst på efteråret.

Marts

Farv vintergækker i flotte farver

I februar og marts stikker de første vintergækker hovederne op i forårssolen. Pluk et par stykker, tag dem med ind og tilføj lidt frugtfarve til vandet. Eksperimenter eventuelt med at blande farver. Efter et par dage er den farvede væske nået helt ud til de hvide kronblade. Du kan nu pifte påskebordet op med vintergækker i alle regnbuens farver.

Foto: Naturvejleder Lenette Schunck Svendsen

April

Lav lækker pesto af naturens ingredienser

Lav en lækker pesto af de spiselige urter, der vokser i april måned. Det kan være brændenælde, skvalderkål, mælkebøtte, løgkarse og ramsløg. Skyl urterne og tilføj hvidløg, olie, revet parmesanost, lidt citron, salt og ristede nødder eller solsikkekerner.

Tip: Start med en mindre smagsprøve af brændenælderne. Nogle mennesker har nemlig lettere allergi over for dem og får kløe i halsen.

Maj

Lav forårssaft

Lav lilla saftevand af syren, der blomster i maj måned. Saften laves på samme måde som hyldeblomstsaft.

Du skal bruge:

  • 750 gram sukker
  • 20 klaser syren
  • En økologisk citron i skiver
  • Et brev citronsyre
  • 1 liter kogende vand

Fremgangsmåde:

Overhæld alle ingredienserne med det kogende vand. Lad det trække et par dage på køl, før det sies og fortyndes efter smag.

Tip: Saften kan også laves med de gule kronblade på mælkebøtter eller hybenrosen. Fremgangsmåden er den samme.

Juni

Hyldeblomstpandekager

Når hyldeblomsterne springer ud, er det tid til at lave hyldeblomstpandekager. Pandekagerne laves ved at dyppe hyldeskærme i tyk pandekagedej. Steg dem herefter i smør på panden. Pandekagerne spises direkte fra stilkene og smager skønt af sol og sommer.

Grønne spire

Hvis du vil have endnu flere ideer til sjove naturaktiviteter, kan du besøge Grønne spirer, som denne artikel er lavet i samarbejde med. Grønnespirer er en del af Friluftsrådet. Du kan finde deres hjemmeside her.

 

Juli

Fang krabber og lav krabbevæddeløb

Fang krabber på havnemolen og mærk jagtglæden. Krabbefiskestænger kan købes, men du kan også let lave din egen. Træk en hulsten eller en tung møtrik på en line og bind en klemme fast for enden. Maddingen, som kan være et stykke spegepølse, sættes fast i klemmen. Så er I klar! Husk at lukke krabberne ud igen. Sæt dem eventuelt ud tæt på vandet og se dem løbe om kap. Hvis krabbe når først i vandet?

Foto: Naturvejleder Lenette Schunck Svendsen

August

Press blomster

At presse blomster er en rigtig fin og varig måde at få lidt natur ind i huset på. Tag i skoven og pluk årstidens blomster. Når I kommer hjem, skal blomsterne fordeles på aviser, og der skal ligeledes lægges aviser ovenpå blomsterne. Læg derefter stakke af bøger eller andet tungt ovenpå. Blomsterne vil efter et par uger være fint pressede. Hvis planterne er meget tykke, skal aviserne skiftes efter et par dage.

Tip: Blomsterne kan limes på karton og sættes i glas og ramme.

September

Byg et regnormebo

Regnorme er helt centrale i jordens kredsløb. Find et par regnorme. De kan findes der, hvor jorden er fugtig og mørk. Kom dem herefter i en beholder med låg, som I fylder med den muld, I har fundet dem i. Læg blade, æbleskrog og gulerod oven på jorden. Husk at tilføje fugt og lufthuller til beholderen. Efter en uges tid, kan I se ormenes arbejde.

Tip: Hvis I kommer sand på toppen af jorden, kan I se, hvordan ormene blander jorden.

Foto: Naturvejleder Lenette Schunck Svendsen

Oktober

Lav kastanjedyr

Kastanjedyr er både lette og sjove at lave. Find en masse kastanjer og sæt dem sammen med tændstikker, som også bruges til ben og arme. Hullerne til tændstikkerne kan laves med en skruetrækker eller noget andet spidst. Husk at knække svovlen af tændstikkerne.

Tip: Efter det har blæst, er der mange kastanjer under træerne.

November

Lav farvetryk med flotte blade

Tag på tur i skoven for at samle blade i forskellige størrelser og faconer. Find akrylfarver frem, og mal bladene på den ene side. Bladet skal nu lægges på et stykke papir med farven nedad. Kør hen over bladet med en kagerulle. Når du fjerner bladet, kan du nu se det flotte farvetryk på papiret.

December

Julepynt

Tag i skolen med en kurv under armen og indsaml materialer til årets juledekorationer. Det kan være kogler, agernhatte, tørre pinde, mos eller hvad I nu kan finde på.

Tip: Hvis I finder bregner, kan de presses til små juletræer, som kan sættes på til- og frakort.